Havørn (Haliaeetus albicilla)

(ung havørn, optaget i Katinger Watt, dog ikke af mig - billede fundet på flickr.com)

Siden år 2005 lever der et havørnepar i biotopen Katinger Watt. Det byggede rede og samme år opfostrede det 2 unger. Ved udgangen af 1800-tallet levede der næsten ingen ørne i Tyskland mere. Først efter 1945 kunne der efterhånden tales om, at der var en ny bestand igen, op til 1970´erne dog aldrig mere end 9 og i slutningen af 70´erne endog kun 4 ynglepar.

I en naturbeskyttelesesaktion uden lige blev bl.a. miljøgifte forbudt og ørnenes reder bevogtet. Dette førte til, at der den dag i dag alene i forbundsstaten Slesvig-Holsten lever omkring 50 ynglepar. Herfra udbredte arten sig igen på ny helt til Holland og Danmark.

Fuglen har behov for et stort leveområde, nogle gange op til 100 kvadratkilometer. Den jager først og fremmest vandfugle (som der er masser af i Katinger Watt) og fisk. Yngleparret i nationalparken Katinger Watt har en stor ørnerede i skoven, som fantastisk nok kan ses fra en omfartsvej af, uden at nogen kan komme i nærheden af reden. Tit holder der biler ved vejen, og mange tager billeder herfra og iagttager fuglene. Jeg har også været så heldig at se fuglene mere end en gang, når de fløj til eller fra reden. Reden ligger så langt fra vejen, at fuglene ikke føler sig forstyrret af folk, og der er heller ingen fodvej hen til den. Her kommer to billeder som jeg har taget der:

Sølvhejre (Casmerodius albus)

Næste fugl, og tæt beslægtet med gråhejren, er sølvhejren (Casmerodius albus, andetsteds kaldes den også Egretta alba - desværre ved jeg ikke, hvorfor den har to forskellige latinske navne). I weekenden var jeg så heldig at se en sølvhejre i biotopen for første gang. Da jeg ikke kendte fuglen, og heller ikke havde set den før, troede jeg i starten at det drejede sig om en slags albino-gråhejre! Da jeg slog fuglen op derhjemme, fandt jeg så ud af, at det var sølvhejren.

På wikipedia læste jeg, at den nogle steder lever tæt på gæs, fordi de holder græsset så kort, at det er nemmere for sølvhejren at jage mus der. Det passer meget godt med, at jeg kunne iagttage den på en mark sammen med grågæs!

Dens levevis minder meget om gråhejrens. Dens udseende er dog helt forbløffende flot: den er snehvid og større end gråhejren, og når den flyver, er den utrolig smuk. Sølvhejren er helt hvid, med et lyst næb og ben, der er gule med mørkere fødder. Da den ikke er blandt de almindelige ynglefugle i området, går jeg ud fra, at den er der som vintergæst. Jeg kunne desværre ikke tage et godt billede af den, da den fløj da vi kom i nærheden - men her er et billede af den i luften:

I den lille størrelse på billedet ser den nok mest ud som en måge! Så her kommer et bedre et fra flickr.com:

Gråhejre (Ardea cinerea)

Her fortsætter beskrivelsen af nogle af de fuglearter, der findes i Katinger Watt.

En af dem er gråhejren, der i et forholdsvis stort antal lever her. Gråhejrens hunner og hanner ser ens ud, men hannerne er i gennemsnit lidt større. Gråhejren er en stor fugl med en længde på op til knap 1 meter. Den vejer ca. 1-2 kilo. Kroppen er grå med en lang hals, og den er hvid på undersiden. Dens vinger er grå inderst og sorte yderst.

Gråhejren lever ved vandet og helst i kolonier. Hunnerne lægger 4-5 æg, som begge forældre så ruger på i 3-4 uger. Den lever af frøer og andre amfibier, desuden jager den små pattedyr og fisk (deraf dets andet navn "fiskehejre", som jeg dog ikke bruger her, da det er præget af at mange mener, den er et såkaldt skadedyr - men den vil jo også bare ernære sig!).

Her er et billede fra flickr.com:

Højvande og stormfloder

Som et tydeligt minde om, at Katinger Watt-biotopen tidligere, inden bygningen af slusen Eidersperrwerk, har været oversvømmet dagligt og ikke et grønt, bevokset område som nu, har man opstillet denne pæl i et skovområde. Den viser, i hvor høj grad tidevandet oversvømmede egnen.

Som det kan ses på pælen, så er vandet faktisk steget igennem århundrederne. To store stormfloder, der har taget mange menneskeliv, er blevet kaldt for "de grode Mandrenke" hhv. 1 og 2. Første gang i 1362, og anden gang i 1634. Men så sent som i 1962 var der en dødelig stormflod, der kostede mange mennesker helt ned til Hamborg livet, der også blev oversvømmet da vandet brød igennem digerne, der ikke holdt mere.

Det føltes mærkeligt at stå et sted, som har været så udsat før - og som nu ikke nås af Vesterhavet mere.

"Landskabsplejere"

Hvem ejer mon denne flotte, prikkede pels?

Det er en af landskabsplejerne, der lever i Katinger Watt, nemlig hesten her:

Han er en af de "dyriske medarbejdere" i Katinger Watt. For at biotopen ikke skal tilgro, er der blevet sat nogle grupper af dyr på området. Der er vilde ponyer, tamme heste og ponyer (som ovenfor) og der er får, som ejes af bondemænd. Der er også Galloway-kvæg, der stort set er overladt til sig selv.

Alle dyrene, dvs. alle landskabsplejerne, klarer sig fint derude. Og mon ikke det er langt bedre at gå dér i fred og ro, mellem buske, træer og vand, end at stå på en kedelig tom mark, eller oven i købet en lukket stald?

De ser i hvert fald allesammen ud til at være godt tilpas.

Skarv

Skarv (Phalacrocorax carbo) : skarven er en stor fugl med en totallængde på ca. 90 cm. Kønnene ser ens ud. Næbbet er langt og kraftigt med en krum spids. Dens tæer er forbundet med svømmehud. Farven er dybsort med en grønlig metalglans. Dog er den på ryg, skuldre og overfladen af vingerne næsten bronzefarvet med et skælagtigt udseende. Struben og kinderne er hvide. Jeg har læst at fuglen er forholdsvis tavs, men i nærheden af reden giver den lyde der kunne beskrives som "kro-kro-kro" og "kok-kok-kok".

Skarven lever af fisk, og lever derfor altid tæt på vandet. Den dykker efter fiskene i vandet.

Den var tæt på at uddø p.g.a. at mennesket jagede fuglen meget, da de anså skarven for at være en konkurrent i fiskeri. Desuden er dens efterladenskaber ætsende, og i stand til at ødelægge de træer, den lever på. I dag er den heldigvis beskyttet af love mange steder, f.eks. i nationalparken Katinger Watt. Her et billede fra flickr.com:
                                                                                 

Denne måde at sidde på er typisk for skarven, da den gør det for at tørre sine fjer efter en dykketur.

Morgen i biotopen

Nu har jeg været i biotopen om morgenen to weekender efter hinanden så tidligt, at der var næsten helt stille. På denne tid af året er der heldigvis heller ikke så mange mennesker. Der er et sted i Katinger Watt, hvor der blev opstillet hytter til at sidde i og iagttage fuglene, uden at de lægger mærke til een. Hytterne står imellem nogle volde, der skal forhindre, at fuglene ser de mennesker, der er på vej til hytterne. På den måde lægger fuglene næsten ikke mærke til mig, når jeg kommer der. Sådan ser en af hytterne ud:

Der er mange nysgerrige "landskabsplejere" rundt omkring på de åbne, grønne flader:

Fra hytterne er der små låge, man kan åbne og kigge ud igennem:

Jeg vil gerne vise nogle billeder fra en grå novembermorgen, så i kan få et indtryk af stemningen derude:

Mit kamera er ikke godt nok til at optage nærbilleder af de forskellige fugle. Derfor beskriver jeg nogle arter, som jeg har set igennem et binokular, i flere indlæg.