Gråhejre (Ardea cinerea)

Her fortsætter beskrivelsen af nogle af de fuglearter, der findes i Katinger Watt.

En af dem er gråhejren, der i et forholdsvis stort antal lever her. Gråhejrens hunner og hanner ser ens ud, men hannerne er i gennemsnit lidt større. Gråhejren er en stor fugl med en længde på op til knap 1 meter. Den vejer ca. 1-2 kilo. Kroppen er grå med en lang hals, og den er hvid på undersiden. Dens vinger er grå inderst og sorte yderst.

Gråhejren lever ved vandet og helst i kolonier. Hunnerne lægger 4-5 æg, som begge forældre så ruger på i 3-4 uger. Den lever af frøer og andre amfibier, desuden jager den små pattedyr og fisk (deraf dets andet navn "fiskehejre", som jeg dog ikke bruger her, da det er præget af at mange mener, den er et såkaldt skadedyr - men den vil jo også bare ernære sig!).

Her er et billede fra flickr.com:

Højvande og stormfloder

Som et tydeligt minde om, at Katinger Watt-biotopen tidligere, inden bygningen af slusen Eidersperrwerk, har været oversvømmet dagligt og ikke et grønt, bevokset område som nu, har man opstillet denne pæl i et skovområde. Den viser, i hvor høj grad tidevandet oversvømmede egnen.

Som det kan ses på pælen, så er vandet faktisk steget igennem århundrederne. To store stormfloder, der har taget mange menneskeliv, er blevet kaldt for "de grode Mandrenke" hhv. 1 og 2. Første gang i 1362, og anden gang i 1634. Men så sent som i 1962 var der en dødelig stormflod, der kostede mange mennesker helt ned til Hamborg livet, der også blev oversvømmet da vandet brød igennem digerne, der ikke holdt mere.

Det føltes mærkeligt at stå et sted, som har været så udsat før - og som nu ikke nås af Vesterhavet mere.

"Landskabsplejere"

Hvem ejer mon denne flotte, prikkede pels?

Det er en af landskabsplejerne, der lever i Katinger Watt, nemlig hesten her:

Han er en af de "dyriske medarbejdere" i Katinger Watt. For at biotopen ikke skal tilgro, er der blevet sat nogle grupper af dyr på området. Der er vilde ponyer, tamme heste og ponyer (som ovenfor) og der er får, som ejes af bondemænd. Der er også Galloway-kvæg, der stort set er overladt til sig selv.

Alle dyrene, dvs. alle landskabsplejerne, klarer sig fint derude. Og mon ikke det er langt bedre at gå dér i fred og ro, mellem buske, træer og vand, end at stå på en kedelig tom mark, eller oven i købet en lukket stald?

De ser i hvert fald allesammen ud til at være godt tilpas.

Skarv

Skarv (Phalacrocorax carbo) : skarven er en stor fugl med en totallængde på ca. 90 cm. Kønnene ser ens ud. Næbbet er langt og kraftigt med en krum spids. Dens tæer er forbundet med svømmehud. Farven er dybsort med en grønlig metalglans. Dog er den på ryg, skuldre og overfladen af vingerne næsten bronzefarvet med et skælagtigt udseende. Struben og kinderne er hvide. Jeg har læst at fuglen er forholdsvis tavs, men i nærheden af reden giver den lyde der kunne beskrives som "kro-kro-kro" og "kok-kok-kok".

Skarven lever af fisk, og lever derfor altid tæt på vandet. Den dykker efter fiskene i vandet.

Den var tæt på at uddø p.g.a. at mennesket jagede fuglen meget, da de anså skarven for at være en konkurrent i fiskeri. Desuden er dens efterladenskaber ætsende, og i stand til at ødelægge de træer, den lever på. I dag er den heldigvis beskyttet af love mange steder, f.eks. i nationalparken Katinger Watt. Her et billede fra flickr.com:
                                                                                 

Denne måde at sidde på er typisk for skarven, da den gør det for at tørre sine fjer efter en dykketur.

Morgen i biotopen

Nu har jeg været i biotopen om morgenen to weekender efter hinanden så tidligt, at der var næsten helt stille. På denne tid af året er der heldigvis heller ikke så mange mennesker. Der er et sted i Katinger Watt, hvor der blev opstillet hytter til at sidde i og iagttage fuglene, uden at de lægger mærke til een. Hytterne står imellem nogle volde, der skal forhindre, at fuglene ser de mennesker, der er på vej til hytterne. På den måde lægger fuglene næsten ikke mærke til mig, når jeg kommer der. Sådan ser en af hytterne ud:

Der er mange nysgerrige "landskabsplejere" rundt omkring på de åbne, grønne flader:

Fra hytterne er der små låge, man kan åbne og kigge ud igennem:

Jeg vil gerne vise nogle billeder fra en grå novembermorgen, så i kan få et indtryk af stemningen derude:

Mit kamera er ikke godt nok til at optage nærbilleder af de forskellige fugle. Derfor beskriver jeg nogle arter, som jeg har set igennem et binokular, i flere indlæg.

Tegneopgave

Her viser jeg en tegneopgave, som jeg har lavet da jeg stadig var dagstuderende. Meningen var, at vi skulle tage et billede af et insekt, og som gruppe arbejde med det. Vi brugte et billede, som jeg har taget af en larve. Efter hvad jeg har fundet ud af, er det larven af en ligustersværmer (sphinx ligustri). Larven fandt jeg i mine forældres have, ikke langt fra min biotop. Her er billedet:

(Sphinx ligustri)

Billedet forstørrede vi så op, og delte det i seks dele, da vi var seks personer i gruppen. Alle i gruppen tegnede deres udsnit af billedet op i kridt. Her er min sjettedel:

Og sådan så det færdige resultat med alle seks dele ud:

Samme billede brugte jeg også til vores linoleumsnit-værkstedsdag. Linoleumsnittet ser sådan ud:

(billedet udkommer her i en "fordrejet" version - og kan ikke ændres?!)

Dette er et af de tryk, jeg lavede af linoleumsnittet. Efter at vores lærer Mette havde en sjov idé med at trykke på krøllet papir, prøvede jeg det samme:

Det er spændende at se. hvor mange forskellige udtryk man kan skabe ud fra et og samme motiv og udgangspunkt!

El (alnus)

I biotopen vokser der mange el (hørende under alnus, elleslægten). Det er nogle hyppigt forekommende, smukke træer hvis frugt, de typiske elle-kogler, ser sådan ud:

El hører til birke-familien. Når jeg kigger på de eltræer jeg kan finde i biotopen, ser det ud som om de hører til arten "rød-el", bl.a. da jeg genkender bladene og væksten, men også fordi Wikipedia siger, at rød-el bedst vokser i fugtige områder. Katinger Watt er jo et område, der er meget fugtig pga. at det er et tidligere havområde. Rød-els latinske navn er Alnus glutinosa.